Hvor skal jeg hoste min hjemmeside?

Et af de store spørgsmål mange sidder med, når man skal have sin første hjemmeside online, er de praktiske der ligger i at få siden online – hvordan er det lige man gør det?

Måske har du allerede fået lavet din hjemmeside eller så er du på vej til at få det hele på plads. Der er mange muligheder, men fælles for det hele er at man skal have et domænenavn og så skal man bruge et sted på nettet, hvor man kan have sin hjemmeside. Dette kaldes oftest for et webhotel.

Selve domænenavnet lejer man hos DK-Hostmaster for et år ad gangen – det koster under 50 kroner for et år. Dernæst skal man have koblet det på et webhotel.

Et webhotel er et hotel for hjemmesider. Hjemmesiderne bor side om side på et webhotel, og man kan populært sige at når der er nogen der vil besøge dem (via deres domænenavn) så bliver de ledt hen til det “værelse” hjemmesiden bor på – på det pågældende webhotel.

At vælge det rigtige webhotel er lidt af en videnskab, men som med almindelige hoteller kan man nemt flytte fra et til et andet. Der er billige hoteller og der er dyre hoteller. Lidt som i den virkelige verden. Noget af det man skal være opmærksom på er at det webhotel man køber, det også er i stand til at håndtere din hjemmeside. Det er det eneste tidspunkt, hvor det bliver teknisk – det er når man skal have matchet den teknologi ens hjemmeside er bygget på – med det webhotel man vælger.

Der er mange billige webhoteller som passer helt fint til en almindelig hjemmeside. Det er nok først, når man har flere hundrede besøgende på ens hjemmeside om dagen at man skal til at se sig om efter et større webhotel. Et af de gode, billige webhoteller man kan vælge er UnoEuro. Det er et af de webhoteller, man sagtens kan starte med – og som understøtter de fleste teknologier.