Min kone er stor

Min kone er en stor kvinde. Bogstaveligt talt. Hun har altid været buttet og har altid haft et hjerte af guld. Hun er kærlig, farverig og meget energisk. Hun har ikke helbredsproblemer, selvom hun er stor. Hun elsker mad, men er også meget bevidst om, at vi skal spise sundt. Og det gør vi. Hendes hormoner kan bare ikke styre vægten, så hun har brug for tøj til store kvinder. Og det skal være farverigt.

Jeg er mere almindelig

Selv er jeg ganske almindelig af bygning. Har ingen problemer med metabolismen, er atletisk og glad for at bruge min krop. Jeg er dog meget høj, og det kræver, at jeg altid skal have lagt bukser, jeg køber ned. Jeg køber dem som regel i butikker med tøj til store mænd. Det gør jeg, fordi den slags forretninger er de eneste, som sælger bukser, der har nok ekstra oplæg til, at de kan lægges ned til anklen. Min viv tager hånd om det. Hun er god til at sy. Har altid været glad for at sy, og da hun blev rigtig stor, opgav hun helt at gå i tøjbutikker. Hun bruger mange penge på at købe lækkert stof, så hun kan være med på moden. Hun bruger også rigtigt mange penge på at købe dameblade med store modesektioner.

Online er nemmest

Når hun køber stoffet, kan hun godt finde på at købe det via internettet. Selvom de danske butikker har store udvalg og følger godt med, så kan hun altså godt finde på at importere et stort stykke silkestof fra Thailand. Fx hvis hun vil sy en ny selskabskjole.
Hun har tit tilbudt mig at sy mit tøj også. Men det må jeg indrømme: Jeg er lidt konservativ og vil ikke gå i tøj med mange farver. Det skal bare være almindeligt pænt tøj til herrer, jeg skal have. Bukserne skal være grå, sorte, eller blå, skjorterne skal være hvide og blå. Der må gerne være tern eller striber, men de skal være diskrete. Ok, hun må gerne sy et flot, farverigt slips til mig, men det er så det. Ikke noget med storblomstrede hawaiiskjorter til mig.

 

I næste måned skal til bryllup hos min bror. Hans datter gifter sig. Endelig!
Derfor er min kone i fuld gang med at sy sin selskabskjole. Den bliver i en flot, dueblå farve. Det er et elegant mønster, hun har fundet, men jeg kan høre, at hun lidt problemer med at få lagt lynlåsen skjult i sømmen i ryggen. Hun beder mig hele tiden om hjælp, når hun prøver kjolen for at se, om lynlåsen buler ud. Det gør den lige der mellem skulderbladene. Så hun piller op, skærer til og syr igen. Jeg er lidt træt af at skulle være skrædderens højre hånd. Men hun nægter altså at gå på jagt efter en kjole i én af butikkerne, vi kender med tøj til store kvinder. Da jeg for 3. gang skal hjælpe hende, og kjolen stadigvæk ikke sidder på hende, som hun vil have, foreslår jeg, at hun skærer kjolen op i to dele: en nederdel og en jakke. Så er hun ikke nødt til at lave skjult lynlås i hele ryggen. Det er et forslag, hun gerne vil lytte til.