Hawaii

Jeg er taget op på kunstmuseet. Der er en god udstilling om Gaugin igen. Han var jo gift til en dansk kvinde, og der er jævnligt udstillinger med hans malerier fra Tahiti – eller er det Hawaii? Et eller andet sted ude i Stillehavet. Sådan rigtigt langt fra kontinenterne.
Hans malerier er meget populære i Danmark. Der er vist ikke ét eneste menneske, som ikke kender til hans farvestrålende, post-impressionistiske malerier, som viser hverdagen fra livet på den øgruppe.

Drømmen om Hawaii

Malerierne kan helt sikkert få drømmene om en rejse til Hawaii op til overfladen igen. De fortæller om en hverdag, som synes smuk og let: Kvinder, som sidder og nyder frugt ved stranden. Man kan næsten høre deres samtaler om deres børn eller deres tanker og drømme. De stråler fred og harmoni.

Jeg ser på et billede af nogle unge kvinder. De sidder udenfor i et meget smukt landskab. Den ene kvinde spiller måske på en fløjte, eller er det en pibe, hun ryger? De ser ud til at hygge sig. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg altid gerne har villet besøge Hawaii. Det må være et imponerende og frodigt landskab.

Der er vulkaner, og så ved jeg, at der er mange eksotiske blomster og frugter. Rigtig mange lækre strande, hvor man bare kan slappe af og nyde det turkise vand, imens man kigger ind på de grønne bjerge. Og palmer. Ikke kedelige nåletræer, der bare skaber skygge og mørke.

10 dage på Hawaii?

Hvis nu jeg rejser til Hawaii, en gang, når jeg har tid til det – bare i 10 dage, hvad kunne jeg så egentlig tænke mig at se og opleve der, tænker jeg? Nu er jeg jo ikke helt den her party-type, så det der med farvestrålende drinks er ikke lige mig. Men jeg vil helt sikkert gerne opleve naturen.

Det kunne være meget spændende at se en vulkan og få lov til at se lava. Det kunne måske vække naturgeografen i mig. Har altid været lidt interesseret i det her med forskellige stenarter og det her med pladetektonik. Hawaii-øerne ligger vel lige der i Stillehavet, hvor to kæmpeplader støder ind over hinanden, det er vist grunden til vulkanerne.
Ja, så vil jeg naturligvis også opleve menneskene, som bor der. Deres kultur. Den polynesiske kultur altså. Det synes jeg altid, er spændende. Hvordan har de kommunikeret med hinanden mellem øerne? Med små både? Er de fiskere? Eller har de været handelsfolk?

Hvad med Maui?

Tankerne og drømmen om at komme til Hawaii kører rundt i hovedet. Naturligvis vil jeg også bade. Måske snorkeldykke, hvis man må det. Men jeg kunne også godt tænke mig at opleve det moderne Hawaii. Ikke kun det romantiske og harmonifyldte. Hvordan er Honolulu? Det er hovedstaden på Hawaii, så meget ved jeg. Men faktisk, så ved jeg ikke mere end det. Hvor mange mennesker bor der? Ud over at være administrativt center, hvordan er den så? Er der kriminalitet? Er den overrendt af turister? Og er der noget om, at det mest ægte Hawaii er Maui?

Jeg er faldet i staver ved et billede med alle mine drømme om Hawaii. Går videre og ser på malerierne. Tænker, at jeg skal hjem og google om Hawaii. Finde ud af, hvordan jeg kommer dertil i ca. 10 dage eller i bio :-).